Tresmakker i Danmark.

 

          Sideredaktør/kontakt: Ib Ivar Dahl  Strandbakken 45 Helnæs 5631 Ebberup.  Tlf: 64771476 / 23802373.   www.ibivardahl.dk


 Aktuelt

                     

Smakketræf på Ribe Å og i Vadehavet juli 2011.  De to tresmakker, Lene af Roskilde og Mads Illum af Helnæs sejler side om side i Riber Løb mod Mandø Flak. Foto: Thyge Jensen


 

 

Smakkejollen.

På fynsk dialekt kaldes et firkantet sprydsejl for en smakke og en jolle, som fører et eller flere sprydsejl, en smakkejolle. Tomastede og tosmakkede joller var meget udbredt i hele Østersøområdet og i danske farvande syd for Middelfart i vest og Bornholm i øst. Der var tradition for, at store joller førte tre master og tre smakker i stedet for blot at gøre masterne højere og sejlene større. På f. eks. Gotland sejlede store tresmakker på fiskeri under betegnelsen ”tremænning”.

Maler og Sømand, Erik Olsson, Sanda på Gotland har lavet denne tegning.

 

Marinemaleren J.E.C. Rasmussen, Marstal portrætterede de tresmakkede joller i årene 1880 til 1893. Herunder ses en stor tresmakke tilhørende navigationsskolen i Marstal og et par tresmakker, der tørrer deres ålevod i riggen til ankers ud for Marstal.

              

I begyndelsen af 1900 tallet rejste bådebygger og konservator Christian Nielsen rundt i Danmark for at opmåle og beskrive danske brugsbåde og småskibe. Hans store værk ”Danske bådtyper” blev udgiver af Handels og Søfartsmuseet, Helsingør.

Christian Nielsen målte og beskrev 3 tresmakker. Tegninger og beskrivelser opbevares på museet som:

Nr.  54 3-smakkejolle HERTA af Kalø bygget ved Genner Stand 1902. 

Nr. 55 3-smakkejolle fra Årø, bygget i Assens 1902.

Nr. 56 3-smakkejolle SUSANNE, bygget i Middelfart 1890. (Tegning herunder)

 

 

Tresmakken Susanne har dannet forbillede og været til inspiration for flere af jollerne på nedenstående liste.

Susanne blev bygget af bådebygmester Mads Illum i 1890 til Lods Hans Albert Pedersen Middelfart. Jollen blev brugt til lodstjeneste, fiskeri og marsvinefangst. Se

www.lillebaeltvaerftet.dk

De tresmakkede joller var en videre udvikling af tosmakkerne, der var de vest- og sydfynske fiskeres og øboeres foretrukne joller. Da ålefiskeriet med drivkvaser fandt indpas i Danmark midt i 1800 tallet inspireret af især nordtyske fiskere fra Pommern og Mecklenburg, lærte danske fiskere sig at drive med ålevod. Der blev bygget danske drivkvaser efter tysk forbillede. Strandhusmænd og småfiskere riggede deres tosmakker op med større sejlføring bestående af klyver på bom, topsejl og mesan skødet til drivbom, og man havde således trækkraft til at slæbe et mindre ålevod, når jollen drev sidelæns over fiskepladsen.

 

De store joller var bygget med dam og ofte udstyret med et håndspil til indhaling af vodlinerne, når man brugte voddet som snurrevod.

Der er så få tresmakker tilbage i Danmark, at vi finder det vigtigt at bevare og følgende opdatere deres data.

Det er desuden et formål med denne side, at der skabes et netværk, så ejere og førere af jollerne kan udveksle erfaringer. Desuden er det muligt, at vi en dag kan skabe rammer for et træf, hvor tresmakkerne kan sejle side om side i regatta, kapsejlads i verdensmesterskab for tresmakker, eller hvad vi eller kan finde på!

 

Nedenstående liste, systematiseret efter byggeår, over danske tresmakker er ikke komplet.

Har du en tresmakke eller kendskab om en, der ikke er nævnt i listen, eller kan du bidrage med oplysninger om de nævnte, modtager vi med glæde dine data..


"Lærken":

Bygget som 20 fods bundgarns tætjolle af Brødrene Jørgensen, Lohals 1962. Jollen sejlede som ”tvilling” bærebåd for motorjollens rammeslag og transport af de store bundgarn til og fra fiskepladserne. Rigget som tresmakke af fisker Ole Nielsen, Ristinge til fritidssejlads 1997. Jollen sejler mest som tosmakke.  Blandt søfartskyndige i Sydfynske Øhav er der overvejelser om, at denne jolle er meget tæt på konstruktion og udførelse til de stor øbojoller fra Birkholm og de andre små sydfynske øer. (Foto: Thyge Jensen) 

I dag (Efterår 2010) er jollen til salg. Henvendelse: Ole Nielsen Ristingevej 169 Ristinge. 5931 Humble.Tlf. 62571067.


"Havlitten":

Bygget 1975 i Lundeborg af Skibsbygmester Poul Hartvig  som lystfartøj uden dam efter Chr. Nielsens opmåling nr. 56.

Nuværende ejer: Marius Stokkeland. Nørregårdsvej Ølsted 5672 Fåborg. Tlf. 20123642     (Foto: Erling Johansen)

 

       


 

"Gommeline":

Bygget 1976 som lystfartøj med proppet dam og sværdkiste til stiksværd  i Fåborg af Bjørn Johannsen efter opmåling af øbojolle. Jollen var i mange år hjemmehørende i Kerteminde hos familien Brysting.

Nuværende ejer:  Oplysninger mangler.  (Foto: Erling Johansen)


"Mads Illum":

Bygget 1986 af Ib Ivar Dahl Helnæs som brugsbåd med motorbrønd i bb. side agter. Grundmål efter Chr Nielsens opmåling nr. 56. Efter råd fra Poul Hartvigs erfaringer med Havlitten er jollens mål ændret til større bæreevne ved begge stævne. Jollen blev som nybygning godkendt af Skibstilsynet til 6 pers. og vejledning i kystfriluftsliv indenfor lille fartsområde 1500 m fra land og forsynet med komplet opdrift, redningsflåde og VHF radio samt div. sikkerhedsudstyr i lukket container.

Nuværende ejer: Ib Ivar Dahl. Strandbakken 45. Helnæs 5631 Ebberup (Foto: Ib Ivar Dahl)

"Mads Illum" i Vadehavet 2011.  Foto: Svend Tougård

 


"Lene"

 Bygget på Vikingeskibsmuseets kursuscenter 1995 i Roskilde af Tom Nikolajsen som øvelsesfartøj for centrets elever i tro kopi efter

Chr. Nielsens opmåling nr. 55. Jollen har efter originalen løjbom til skødning af smakken.

Nuværende ejer: Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Kontaktperson: Bjarni Sørensen Tlf. 40889029. (Foto: Werner Karrasch)

                   

                                                         "Lene" i Vadehavet 2011.  Foto: Svend Tougård

 


 

"Susanne":

Bygget i Middelfart som kopi af lodsjollen Susanne , Chr. Nielsens opmåling nr. 56 i 1996  af Middelfart Smakkelaug, som stadig ejer jollen.

Nuværende ejer: Middelfart Smakkelaug. Kontaktperson: Jens Glindvad. Tlf: 64401877. (Foto: Som tosmakke Kaj Skytte)


 

Litteratur om 3 smakker.

Christian Nielsen. Danske Bådtyper. Seneste udgave: Skib Forlag 2005.

Ole Mortensøn. Folk og fartøjer fra Sydfyn og øerne. Langelands Museum 1997 ( Om Lærken som bundgarnsbåd i Lohals )

Max Vinner. Vikingeskibsmuseets både, Roskilde 2002 ( Tresmakke: Lene )

Ib Ivar Dahl. Smakkejoller og smakkefolk.  Fiskeri- og Søfartsmuseet. Esbjerg. 1983.

                      Mads Illum. Bådebyggeren og smakkejollen. Kysten 1999.

                      Smakkejollen og friluftslivet. Fiskeri- og søfartsmuseet. Esbjerg 2005.


Til Toppen.