Folkebåden "TIBBE".
Lillebælt Smakkelaug blev i begyndelsen af 2009 med hjælp fra TUBORGFONDET endnu engang kastet ud i en spændende restaureringsopgave af en historisk interessant Nordisk Folkebåd, som den meget anerkendte bådebygger Thorkild Lind, Middelfart byggede til sig selv i 1969.
Det drejer sig om folkebåden TIBBE, der kom til at spille en vigtig rolle for folkebådens opblomstring tilbage i halvfjerdserne. Båden er nu underkastet en større renovering, som udføres af en gruppe medlemmer fra smakkelauget. Et arbejde der forventes at strække sig frem til foråret 2011, hvor TIBBE skal tilbage i sit rette element i havnen ved Kongebrogården i Middelfart, hvor den også havde plads tilbage i 1969.
Da båden den 22.4.1969 stod færdig og fik klassenummer D-541, var Thorkild Lind uden tvivl ikke klar over hvilken betydningsfuld rolle Tibbe senere ville få for bådtypens fremtid. For efter et par gode år på kapsejladsbanerne landet over, solgte Thorkild båden i april 1971 til den senere så kendte folkebådsentusiast Erik Andreasen fra Kerteminde. Erik havde virkelig øje for bådens kvaliteter og i lyset af at produktionen af nye træfolkebåde var dalende, puslede han og sejlervennen Poul Ankjær Jensen allerede i 1972 med planer om at bygge folkebåde i glasfiber.
Efter at have luftet deres innovative forslag på Dansk Folkebådsklubs generalforsamling i Snaptun i 1972, stod det klart at tiden ikke var helt moden. Men det slog ikke de to innovative folkebådssejlere ud, de arbejdede ufortrødent videre med planen, og i 1975 gav generalforsamlingen sit samtykke og arbejdet kunne gå i gang. I samarbejde med bådebygger Thorkild Lind, blev TIBBE "tørret" ud, slebet og pudset, så den kunne bruges som model til selve glasfiberformen, som blev lavet af LM-Glasfiber i Lunderskov.
Den første glasfiberbåd, der ejes af Kolding Sejlklub, forlod formen i 1976 og den officielle godkendelse af folkebåden i glasfiber gav Skandinavisk Sejlerforbund i 1977.
Siden da er der kommet omkring 1.100 glasfiberbåde ud af formen som TIBBE stod model til.
Thorkild Lind byggede i perioden ca. 1950 – 80, ca. 75 træfolkebåde på det nu nedrevne værft på Kappelsbjerg (der hvor Kulturøen nu ligger), det skal også nævnes at bådebygger Poul Christensen, Middelfart, var ansat hos Th. Lind i 1975 og med til at klargøre båden til model,
Nu er Poul som medlem af smakkelauget deltager i restaureringen af TIBBE.
Jens Lautrup og Bent Jensen

"Tibbe" 1974 "Tibbe" under renovering feb.2009.
Nedenstående artikel er fra "Bådnyt" efteråret 2009.




Tibbe Nov. 2010
.jpg)
Tibbe søsat i maj 2011.