19 fods 3-smakke ”SUSANNE".

Bygget ca. 1890 af bådebygger Mads Illum til lods Hans Albert Pedersen, Middelfart.

Længde: 19´00´´, Bredde: 6´00´´,

Højde over køl: 2´00´´.

Sådan beskrev konservator Christian Nielsen, Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg lodsjollen efter opmålingen og beskrivelsen i 1943 i Middelfart.

Middelfartsmakken har nogle kende-tegn, der gør dem forskellige fra smakker fra andre egne af landet.

Tosmakken er kendt som en egnstypisk rig i hele østersøområdet lige fra Middelfart og til Nyord i henholdsvis vest og øst fra dansk område og langs østersøkysterne på begge sider helt op i Bottenhavet.

Det er Middelfartjollens skrogform, der adskiller den fra sine baltiske slægtninge.

En smakkejolle fra MELFAR er først og fremmest kendetegnet ved skrogets slanke form, med et bredere og bæredygtigt forskib og et smalt agterskib, der så at sige slipper vandet under farten.

De joller,  der er bevarede, blandt andet på Museet i Middelfart og Fiskeri- og Sørfartsmuseet i Esbjerg viser, at man også byggede med bredere stævntræ end andre steder.

Lige præcis den detalje perfektionerede Mads Illum, idet stævnene på lodsjollen ”Susanne” løber i smukt buede kurver ud fra kølen og holder en stor bredde op i vandlinien.

Det virker næsten som det, der på vikingetidens skibe kaldes stævnskæg, og det har givet jollen en stor kurs-stabilitet.

Sammenligner man ”Susannes” stævne med færingebåde, gotlandske tremmenninge, ålandske fiskerbåde eller andre slanke fartøjer af gammel nordisk oprindelse, finder vi den samme karakteristiske buede form.

Middelfart-jollen anvendtes til lodstjeneste, marsvinefangst og ålefiskeri. Jollerne var grønmalede på fribordet og tjæret i bunden.

Rundholterne bestod af tre korte master, tre sprydstager, topsejls-stage, drivbom og klyverbom.

De fem sejl var af bomuldsdug med en mørkerød barket bane i hver af de to smakker som tegn på at, dette var en lodsjolle.

Retur til Smakkelauget